En af grundede til, at vi igen er i Las Palmas er, at vi bestilte nye lanterner i Danmark. Intet problem, vi fik den helt nøjagtige adresse på havnekontoret og vi tjekkede post hver dag i……..3 uger! I løbet af de 3 uger havde vi talt med det danske UPS, det spanske UPS og et ukendt antal chauffører, ansat ved UPS! Vi kunne ikke få gjort det klart for chaufførerne, at vi IKKE havde et kontor om bord, men at det var på HAVNEkontoret, de skulle aflevere pakken. UPS……
Til sidst kapitulerede vi, lejede en bil og kørte til fragtcentralen for selv at afhente pakken.
Det var blevet 01/12 og da vi nu havde en bil, ville vi benytte lejligheden til at besøge Finka La Laja, som vi havde fået anbefalet af en polsk pige, der også var på dykker kursus. Vi inviterede Anita og Kurt med og havde en pragtfuld dag med rigtig mange spændende oplevelser.
Google maps blev tændt, men den sendte os ind i landet, i stedet for ad kystvejen. Det tog så ca 3 x så lang tid, men vi havde en fantastisk smuk tur med nogle nervepirrende hårnålesving.
Vi så appelsinlunde, papayatræer, citrontræer, masser af vinranker og kaffebuske.
Vi fik smagsprøver på ost, brød, kage, kaffe og vin. Alt dette til den nette sum af 6 euro/person=45 kr. Dette inkluderede så også en guide, der viste os rundt og fortalte om stedet og avlen og fik os til at gætte på alle de krydderurter, vi også kom forbi.
Vi fik at vide, at kaffebusken gror og giver bønner hele året. Derfor skal de håndplukkes, for at sætte et nyt skud.
“Frugten” skal have fjernet 4 lag skaller, før man er inde ved selve kaffebønnen.
Dette foregik tidligere også ved håndkraft, men i dag bruges en el drevet kværn.
Vi havde en rigtig god tur og på vej hjem besluttede vi, at vise Anita og Kurt en af vores favorit ankerpladser, nemlig Puerto de La Nieves.
Her var de også kommet i julestemning.
Jeg fik et billede af “Dedo de Dios”, som den så ud , før den skyllede i havet i en storm.
Vi var blevet sultne og spiste på en af fiskerestauranterne på havnefronten. En helt igennem vellykket dag, som dog ikke var slut endnu.
Om aftenen skulle vi til skandinavisk aften på “Sailor’s Bay”, arrangeret af fastboende Kirsten. Vi valgte dog, at tage kystvejen hjem og var hjemme på ½ time!
Der var desværre ikke plads til os på “Sailor’s Bay”, så vi gik til en anden restaurant og fik en drink sammen med Kirsten….vi var de eneste danskere, der var mødt op!
Inden vi forlod Las Palmas, nåede Hans at få 2 dyk, som “udlært” og det er virkelig spændende. Desværre havde han ikke kamera med, men det glemmer han ikke næste gang.
Vi gik også længere nordpå i byen, end vi har været tidligere. Det var blevet december og der var pyntet til jul alle steder, meget mærkeligt, når vi går rundt i 20-25 graders varme!
Vi fik set byens store juletræ og der var anlagt en skøjtebane ved siden af det store indkøbscenter, hvor spaniere trodsede kulden og forsøgte sig på isen.
Vi forlod Las Palmas 07/12 og sejlede til Puerto Rico, hvor vi ville hilse på Helle og Robert i Tornado, inden vi skulle videre til Tenerife for at hente Lise.