Det blev ved med, at blæse fra N og NW, 10 – 14 m/s, så vi besluttede os for, at søge længere op ad floden Tejo, der løber gennem Lissabon.
Vi forlod Cascais Marina 27/05 og sejlede til Marina Expo eller Marina Parque das Nacões, som den hedder i dag. I 1998 var der verdensudstilling i Lissabon og i den anledning, blev der anlagt en marina. Den sandede senere til, men i 2009 genåbnede den og i 2014 blev der pumpet yderligere sand ud og den var nu fuldt funktionsdygtig. Der er dog fortsat nogle steder i marinaen, hvor man nok ikke bør lægge til ved højvande!
Sejlturen op ad floden varede knap 4 timer og vi fik set alle seværdighederne fra sø siden.
Vi fik en fantastisk velkomst og var glade for vores skift. Vi gik den obligatoriske runde i området og så flere af de bygninger, der blev opført til EXPO 1998. Der er sågar en svævebane, hvor man kan få en tur langs flodbredden. Bydelen er ret ny og præget af boligområder, kontorbygninger og der er et stort indkøbscenter på flere etager, Vasco da Gama Centeret. Der er casino, teater, messehaller og et stort akvarium.
Vi havde på daværende tidspunkt besluttet os for, at slutte vores rejse her. Efter vores tur til Danmark og den lange ventetid på land i Portimao, var vi sent på den, i forhold til at sejle nordpå. Den kendte Portugiske Nordenvind var sat ind. Samtidig følte vi os mætte af oplevelser, vi trængte til at komme hjem og få en normal hverdag igen. Vi tog beslutningen og bestilte en kørende transport til Lady’en og et par flybilletter til os selv.
Vi har nydt vores tur og har haft nogle fantastiske oplevelser undervejs. Vi har mødt masser af dejlige mennesker, besøgt spændende steder, fået minder for livet og kan kun anbefale alle jer andre med udlængsel, at tage på JERES drømmerejse.
Tusind tak til alle jer, der har fulgt os på vores drømmerejse.