Efter en lille sejltur på 9 sømil i strålende sol og for sejl, nåede vi til Playa Blanca ved Lanzarote’s syd ende, hvor vi kastede anker og hoppede i bølgen blå.

Da den første færge, Frede Olsen kom, kom der en mand på dækket og gjorde os forståeligt med fagter, at her kunne vi ikke ligge. Vi synes, der var god plads, selvom han skulle bakke i havn, men vi måtte føje os og flyttede tættere på Marina Rubicon. Desværre var det også længere fra kysten, da der var klipper tæt på, så vi fik en meget urolig ankerplads….igen. Vi tog 2 nætter, før vi 13/03 sejlede videre mod Arrecife.

Vi tog gummibåden ind i havnen og gik på sightseeing i Playa Blanca og videre til Marina Rubicon. Playa Blanca er en gammel fiskerby og hyggelig, men igen påvirket af den megen turisme.

På Lanzarote er meget arkitektur præget af arkitekten og kunstneren Cèsar Manrique, som er født på øen og levede der en stor del af sit liv. (1919-1992) Han arbejdede for miljøet på øen og han arbejdede med kunst i forening med naturen. Han har lavet skulpturer, parker, udsigtspunkter mm på alle de kanariske øer. Han er ophavsmanden bag arkitekturen på Lanzarote, hvor næsten alle bygninger er hvide med grønne, blå eller brune døre/vinduer og sjældent mere end 2 etager. Vi spadserede gennem Playa Blanca og videre til Rubicon, der har en stor marina.

I byen var der også et hotel med 5 stjerner og egen vulkan!

 

 

På vej tilbage gjorde vi holdt ved en asiatisk restaurant for at få en kold øl. Der var, som så mange andre steder, en gut, der forsøgte at indfange folk, der gik forbi. Vi sad helt ude ved promenaden og fik os mange billige grin. Han lavede tryllekunstner, han kommenterede folk på en festlig måde og lokkede med restaurantens forskellige tilbud. “Cheap roasted elephant to take away”, jeg troede, jeg havde hørt forkert, men da Hans spurgte ham, sagde han, der fulgte en trailer med til at køre den hjem. Festlig fyr.

 

 

 

 

 

Om morgenen 13/03 forlod vi ankerpladsen og sejlede mod Marina Lanzarote, som ligger ved Arrecife, hovedstaden på Lanzarote. 28 sømil i solskinsvejr for motor. Vi slukkede dog motoren og sejlede ud af kurs for sejl, for at nyde det gode vejr…..vi har jo tid til det. Undervejs blev vi fulgt af en stor flok delfiner, som legede omkring, ved siden af og foran båden. Det bliver vi aldrig træt af at se på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved indsejlingen til Marina Lanzarote var der opstillet skulpturer ude i vandet, faktisk rigtig flot. Da vi sejlede derfra igen var det højvande og figurerne stod i vand til halsen.

Marina Lanzarote er kun 7 år gammel, stor og med stort set alt, hvad en sejler behøver. Samtidig var personalet overalt vældig flinke.

 

 

 

 

 

Der er små kanaler fra havet ind til centrum, hvor man kan sejle ind med småbåde, praktisk, hvis man ligger for anker og skal ind med gummibåd. Vi valgte dog at gå i havn.

 

 

 

 

 

Det er nok den marina, vi vil give flest stjerner, hvis man skal kigge på alt og de kan med lidt snilde i løbet af få år, udkonkurrere Las Palmas.

 

 

Efter at være installeret i marinaen, fandt vi ud af, at der var hul på vandpumpeslangen og vand under dørken! Det tog så lige noget tid, før vi havde fjernet konservesdåser og alt var tørt igen. Hans havde heldigvis ekstra slange med, så det blev fixet med det samme.

 

 

 

 

 

 

Byen Arrecife er meget spansk. Det er en pænt stor by og man kan få alt, hvad hjertet begærer. Den mest lokale del er centreret omkring en stor lagune, der hvor alle småbådene ender, når de sejler ind.

 

 

På havnepromenaden var en fin gammel bygning, som jeg først troede var et gammelt forsvarsværk, men det viste sig, at være byens universitet.

 

 

 

Vi så dog også den gamle borg et lille stykke derfra.

 

 

Der var en dejlig badestrand ved siden af et kæmpe hotel og en anden i nærheden af borgen.

 

 

 

Vi gik med vores danske venner ned til borgen for at snorkle en dag, men der var absolut meget lidt at se på….men vandet var dejligt.

 

 

 

 

 

 

 

Hans og jeg gik en anden dag en tur ved stranden og så en ældre spansk herre (på vores egen alder!) gå og smide brød mellem klipperne i vandkanten. Vi fandt ud af, at han fodrede de fisk og krabber, der blev fanget af tidevandet i klipperne.

 

 

 

 

 

 

På havnepromenaden var der, også her, pyntet med skulpturer, flankeret af flotte palmer.

 

 

 

 

 

 

Vi lejede bil i 2 dage, jeg havde set, at der var rigtig mange spændende ting at se og en dag ville ikke slå til. Vi kørte nordpå og holdt ved et Aloe Vera museum. Dem er der mange af på øen og planten dyrkes mange steder. Vi fik oplyst, at der var 1000 tønder land med Aloe dyrkning på øen.

 

 

Der var først beskrevet lidt om den bladlus, der lever på kaktus og som man i århundreder har brugt til at farve tøj med. Senere er farvestoffet i lusen blevet brugt i kosmetikindustrien og det har tidligere været en stor indtægtskilde på de kanariske øer.

 

 

 

Derefter var der lidt om saltproduktionen på øen og så var der selve Aloe Vera beretningen.

 

 

Det har været kendt i flere tusinde år, at Aloe Vera har en helbredende virkning. Der var et citat fra biblen, hvor Aloe er nævnt. Jeg har tjekket stedet og det passer.

 

 

Til slut endte vi, selvfølgelig, i salgsafdelingen. Her kunne vi købe alt i Aloe produkter og jeg købte da også lidt.

 

 

Herfra gik turen til Jameos del Agua, en 6 km lang lava tunnel med flere huler i forløbet. Her kunne vi komme ned i en af hulerne, som er udsmykket af Cèsar Manrique, og se små blinde, albino krabber på ca ½ – 1 cm størrelse. Det er det eneste sted i verden, de lever.

Hulen var indrettet med restaurant i begge ender, en slags pool udenfor, en koncertsal og et museum, hvor man igen kunne se billeder og læse om den lange tunnel.

 

 

 

Flot lavet, men vi blev lidt skuffede, da vi troede, vi kunne gå i hele tunnelens længde.

 

 

Turen gik videre nordpå. Det var desværre blevet regnvejr og temmelig tåget. Vi kørte til den lille havneby på nordkysten, Orzola, hvor færgen til La Graciosa sejler fra.

 

 

 

 

 

 

 

På vejen så vi mange store områder, hvor der blev dyrket Aloe.

 

 

 

 

 

Den medbragte mad blev indtaget i bilen og så kørte vi til Teguise, som var hovedstad indtil 1852.

En hvid by med grønne, blå og brune døre og vinduer, store åbne pladser og små listige cafeer. Her var desværre absolut intet liv, da vi var der, nok pga. regnvejret.

 

 

 

 

Vi nåede ikke ind i piratmuseet, som er beliggende i et fort på et højdedrag lige udenfor byen, men vi kørte derop og det så helt uhyggeligt ud med tågen omkring. Jeg kan godt forstå, man har valgt det til piratmuseum.

 

 

Herfra gik turen til Haria, en by midt på øen, hvor det i gammel tid var skik og brug, at der blev plantet en palme hver gang, der blev født en pige og to palmer hver gang, der blev født en dreng!

 

Det var i denne by Cèsar Manrique levede de sidste år af sit liv. Han havde bygget et dejligt hus i en palmelund i byen og det er nu indrettet som museum.

 

 

 

Vi så huset og hans atelier, et spændende besøg.

 

 

 

 

På vej mod Arrecife  stoppede vi ved endnu et monument af Cèsar Manrique, et frugtbarheds monument, som ligger næsten lige midt på øen.

 

Det er 15 m højt, lavet af gamle vandtanke og skal forestille en bonde i arbejde. Nedenfor er der anlagt en lille vingård, hvor man dyrker den lokale vin.

 

 

 

 

 

Det var i mellemtiden blevet bedre vejr og vi kørte hjem i tørvejr.