Da vi kom ind i havnen San Sebastian på La Gomera, var der fyldt med robåde. Den slags robåde, der ror over Atlanterhavet. Vi kom 11/12, de skulle af sted 12/12. Det blev dog udsat til 14/12 pga. det dårlige vejr (voldsom blæst).
Der var heftig aktivitet med at få stuvet proviant, tjekket watermaker, GPS, sige farvel til familie og venner.
Der er 4’er både 3’er, 2’er og nogle er solo roere.Tre både kom ikke afsted sammen med de andre, to havde ikke ro timer nok (den ene båd fik det dog indhentet og startede 2 dage senere) en måtte tage hjem
til England pga. dødsfald hjemme. To både kom tilbage efter 3-4 dage. De var havnet i et voldsomt lavtryk, de ikke kunne komme fri af. En blev syg og måtte hentes af lægebåden, men makkeren fortsatte alene. Og sådan kunne jeg blive ved.
Vi følger dem på en app på telefonen og det er meget spændende. Der er deltagere fra England, Irland, Spanien, Norge, Finland, Schweiz, Holland, Rumænien, New Zealand, Kina, USA og Antiqua. De ror fra La Gomera, Canarie Øerne til Antiqua, Caribien en tur på ca 3000 sømil.
De første dage i Santa Cruz brugte vi meget tid på, at følge forberedelserne til den store rotur, men der blev også tid til lidt juleforberedelser.
Jeg flettede et par julehjerter og julestjerner,
Fru Pedersen’s flagranke kom op at hænge og Lise og jeg bagte brunkager og vanillekranse.
Hans og jeg spadserede en tur i en del af byen, vi ikke har set før. Det viste sig mest at være bolig område, men igen med de smukkeste blomster.
Vi fandt ud af, at der var gratis jule gospel koncert og den tog vi til.
Det var en oplevelse, som gospel musik jo altid er.
Efter koncerten gik vi på den lokale bar og fik en godnatdrink i selskab med mange andre jule glade mennesker.
Der blev også tid til en tur til den sydligste by på øen, Santiago. Det er en lille fiskerby, men der er planer om, at udvide med en stor marina og færgehavn.
De er dog ikke begyndt på noget af det endnu, så det lader nok vente på sig! Vi tog færgen til Santiago, gik lidt rundt i byen, var i et lille kunstmuseum, hvor de lavede smykker af råmaterialer fra øerne. Der var også malerier og lidt tøj.
Vi talte med den lokale dykker, hans båd var på land, nogen havde skåret hul i den med en kniv, så der var ingen mulighed for dykning, før den var blevet repareret. Vi tog bussen hjem til San Sebastian, igen en tur med rigtig mange hårnålesving!
Der var julestemning i byen og vi så et stort børnekor på scenen på torvet og der var pyntet med lys i hele byen.
Vi havde besluttet, at holde jul og nytår i Santa Cruz på La Palma, så 19/12 forlod vi La Gomera og sejlede de 50 sømil til La Palma. En god tur på 9,5 time mest for sejl og med solskinsvejr.